Præcision møder sanselighed

I forbindelse med denne forfinelse indfører Dornbracht en ny galvanisk overflade: CYPRUM er en roségylden tone, som frembringes med guld og kobber.

Den fremhæver kobber- og roségyldne toners voksende betydning inden for interiør og fashion. Navnet CYPRUM er et kunstord, afledt fra det latinske „cuprum“ og betyder „kobber“.

Mere

Kobbertidsalderen
Petra Schmidt

Kobber har startet en sand sejrsgang blandt designere. Briten Tom Dixon gav stødet til det allerede i 2005. Under møbelmessen i Milano lod han talrige eksemplarer af sin kuglelampe „Shade“ hænge fra loftet i superstudiet og begejstrede publikummet. Siden er kobber blevet fast etableret i moderne interiører. Philipp Mainzer, designer og ejer af det ansete møbelmærke e15, anvendte allerede i 2008 metallet effektfuldt til sit bakkebord „Habibi“. Også den berømte britiske arkitekt David Adjaye værdsætter materialet: Sammen med det tyrkiske luksusmærke Gaia & Gino og Swarovski har han designet kobbervaser og -skåle beklædt med glaskrystaller indvendigt.

Ved den nye kærlighed til kobber er det især forbløffende, at designere i løbet af de sidste hundrede år næsten ikke har vist interesse for dette metal. Kobber er blevet undervurderet længe og er næsten ikke blevet anvendt mere siden jugendstilperioden. Selv om det har en hel række af positive egenskaber: Det er en fremragende leder af strøm og varme og virker samtidigt også antibakterielt. Det er forholdsvis blødt og derfor let at forme. I ubehandlet tilstand danner det desuden en imponerende patina med årene.

Alligevel har det kreative moderne allerede siden Bauhaus hellere smykket sig med sølvfarvede metaller og overflader som for eksempel rustfrit stål, krom og aluminium. Mens designere som Marianne Brandt og Wilhelm Wagenfeld i den tidlige Bauhausperiode helt selvfølgeligt arbejdede med kobber, messing og sølv på unika eller små serier af høj håndværksmæssig kvalitet, kom snart den berømte nyorientering mod industrien. Den grundlæggende direktør Walter Gropius krævede afstandtagen fra håndværket, fra den „romantiske arbejdsmåde“ i Bauhaus.

Og industrien satsede på rationalt og økonomisk producerbare metaller som aluminium og stål. Forkromede stålrør, som for eksempel Mart Stam og Marcel Breuer anvendte dem til deres berømte siddemøbler, blev i slutningen af tyverne til et trendmateriale inden for boligområdet. Og sølv blev. I nu næsten halvfems år har dette ædelmetal været gennemgående inden for alle hverdagsområder som kendingsfarve for moderne design: Sølv som yderbeklædning af de strømlinjeformede køretøjer i trediverne, sølvglans i moden i tresserne, som var påvirket af månelandingen, og naturligvis det sølvfarvede aluminiumkabinet til Macbook og iPad i dag.

Inden for armaturer i badeværelse og køkken var forandringen særlig afgørende. Specialstål og krom i kombination med overflader af emalje og porcelæn stod for funktionalitet, let pleje og fremfor alt for hygiejne, men også for kølig rationalitet og saglighed.

Med kobberet kommer der nu et trendskifte hen mod metal med et varmt skær. Kobber synes at samle alle de symbolske egenskaber, som det modernistiske interiør manglede: varme, intimitet og håndværksmæssig beskæftigelse med materialet. Når nutidens møbel- og interiørdesignere altså bringer kobber ind i badeværelset, køkkenet og stuen, så er det mere end det sædvanlige spil med trendfaver og -materialer. Det er snarere en henvisning til en tid, hvor adskillelsen mellem håndværk og design stadig ikke fandtes, og designere selv fremstillede unika i værksteder som for eksempel i Bauhaus. Det er længslen efter den gamle „romantiske arbejdsmåde“, efter særlige unika, autentiske materialer. Og svundne tiders varme, luksuriøse glans.

Mindre