Trading the wet cell for the living bathroom

Bemærkninger til den moderne afgrænsning af badeværelset

Tanken om vand i huset er et paradoks. Som arkens efterkommere bør arkitekturen jo egentlig beskytte os mod vand. Et tag over hovedet er jo det, som vi mest indtrængende ønsker os af et hus. Når romerne brugte det latinske ord tectum (da. tag), mente de ofte hele huset (lat. domus). Og der findes ganske vist huse uden vægge, for eksempel i troperne, men intet hus uden tag. Mens det vand, som falder fra himlen, inden for landbruget æres som kilden til livet, forbindes det inden for arkitekturen altid med ødelæggelse og forgængelighed. Et utæt tag bringer mug og skimmel og forvandler i løbet af ingen tid et pænt parketgulv til et hæsligt landskab af opsvulmet træ, som hvælver sig og med magt prøver at bryde ud af sin fatning. Intet ødelægger arkitekters ry så grundigt som en vandskade, og derfor bruger de uendelig meget tid på at gøre deres huse tætte. Legendariske er de konflikter, som er blevet udkæmpet mellem bygherrer og arkitekter om det uønskede vand. At være tæt eller ikke være tæt, det er spørgsmålet – indsigelse afvist. Rent fysisk hader arkitekter i grunden vandet, fordi det kun vanskeligt lader sig kontrollere. De tåler det kun, idet de sublimerer det æstetisk. For at uddrive deres undertrykte akvafobi omgiver de deres bygninger med reflecting ponds eller svømmepøler, fordi vandet her endelig en gang ikke ødelægger deres skabte værker, men med sin spejlende overflade optisk endog mangedobler dem.
Badeværelset er sådan set en undtagelsestilstand i arkitekturens tørbyggeri-regime, en tolereret anomali. Det er det eneste rum i huset, som virkelig må være vådt. “Vådcellen”, dette tekniske begreb for det moderne badeværelse skal forstås ordret – det er et rum, hvor man holder vandet fanget. Inden for husets verden danner badeværelset en heterotopi. I badeværelset bliver vandet symbolsk renset for alle negative konnotationer, som det i stadigt højere grad har uden for badeværelsets grænser. Rent faktisk synes den moderne badekult at have tiltaget i den grad, vandet som materie er blevet mere og mere problematisk i flere henseender:
Vandet bliver knapt: I mange udviklingslande vil manglen på drikkevand i løbet af de næste årtier koste millioner af mennesker livet, eller vandet skal sendes over lange strækninger, hvilket i de “udviklede” lande burde give menneskene en bevidsthed for at omgås ressourcen mere sparsommeligt. Det kan man endnu ikke mærke meget til. Forhaverne i californiske forstæder bliver kunstigt vandet som altid, som om synet af en grøn græsplæne er en livsnødvendighed. Men selv vi i det “oplyste” Europa, som vil være økologisk korrekte, burde egentlig få mavepine ved tanken om de mængder drikkevand, vi ikke bruger til at drikke – for eksempel fordi vore toiletter også bliver skyllet med drikkevand, da vore huse som regel ikke har et separat rørsystem til brugsvand.
Vandet bliver en vare: For Nestlé, førende på markedet inden for handlen med mineralvand (vandværksvand fyldt på flaske), har drikkevandet længe været en vare, som har en markedsværdi som ethvert andet produkt. Fordi de økonomisk rige lande i Norden også er rige på vand, vil de i fremtiden have et vandmonopol. En god kapital, når man tænker på, at økonomer betegner vandet som det 21. århundredes olie.
Ifølge den økonomiske fornufts regler kan man forvente, at de vandrige lande også vil udnytte dette monopol, fordi hidtil alle lande med ressourcer af naturlige energiforekomster som naturolie og naturgas har udnyttet deres monopolstilling til deres egen fordel. Dette vil ramme de vandfattige lande i syden, især i Afrika, som i forvejen lider af levnedsmiddelmangel, og som på grund af ørknernes udbredelse, som forceres af klimakatastrofen, vil lide endnu mere under vandmangel.
Vandet frembringer katastrofer: Uden vand kan man ikke leve, men med for meget af det kan man også gå til grunde. De til stadighed smeltende poler lader havspejlet stige så meget, at hele øer i Stillehavet forsvinder1) og mange tætbefolkede kystregioner over hele verden vil blive slugt af havet. Da de industrielle infrastrukturer ofte også har til huse ved disse kyster, vil de pågældende lande også lide en varig finansiel skade. Stormfloder og oversvømmelser mister deres karakter af undtagelser og bliver en almindelig forekomst. Vand, hvad enten det kommer fra himlen eller fra havet, vil blive en permanent trussel.
Alt det tænker man naturligvis ikke på, når man skruer op for vandhanen i badeværelset, og netop i denne fortrængning ligger badeværelsets nuværende kulturelle funktion. Det er et forklarelsens og forvandlingens rum. I dette punkt ligner det White Cube, det normative kunstudstillingsrum for moderne kunst. White Cube udelukker for en stund hverdagen, lader det almindelige virke ualmindeligt og forandrer vort blik på realiteten. At det klassiske moderne badeværelse er lige så hvidt som White Cube, understreger deres hemmelige sammensværgelse. Ligeledes er det sikkert heller ikke noget tilfælde, at Marcel Duchamp har valgt en urinal for at manifestere sit princip om Objet trouvé, altså forvandlingen af en hverdagsgenstand til et kunstværk. 2) Badeværelset gennemfører en lignende forvandling med os. Det er stedet for vores legemlige skumring – rummet mellem søvn og vågen tilstand. Det er en sluse, hvor vi transformerer os fra det selvforglemte Jeg, som kommer fra drømmens rige og først skal finde sig selv og ofte først bliver konfronteret med sig selv med et blik i spejlet. Det er det rum, hvor vi ved den efterfølgende kropshygiejne, påklædning og sminkning overhovedet først igen får kontrol over vores eget Jeg og forvandler os til det Jeg, vi ønsker at skabe af os selv.
Derfor er badeværelset et ekstremt privat rum. Samtidig deler vi ofte dette private rum med andre familiemedlemmer. I modsætning til soveværelset, som normalt kun hører til én person eller intime livsledsagere, fungerer badeværelset som et time-shared private-public space. Det kan føre til konflikter inden for familier eller boligfællesskabet, fordi man her bliver klar over, at den privathed, som kan udleves i dette rum på en måde, som egentlig ikke er mulig andre steder, kun eksisterer en tid.
Det funktionalistiske all in-one-badeværelse spiller altså en prægende rolle i menneskers samliv. Det konditionerer grundlæggende forestillinger om individualitet og kollektivitet i et fællesskab, som deler en bolig. Denne badeværelsets psykosociale funktion står muligvis netop til disposition i betragtning af den rumlige transformation, som badeværelset har gennemgået i de seneste år. På baggrund af de sidste års wellness boom er det funktionalistiske cellebad i stigende grad blevet en udgået model. I dag vil vi ikke blot vaske os i badeværelset, men slappe af. Herved bliver badeværelset mere og mere til et beboelsesrum. Badeværelsets tiltagende rumlige integration i boligen, som man stadigt tiere iagttager ved den nuværende livsstilsbolig, er altså kun konsekvent. Så er det bare spørgsmålet, hvad denne integrerede badning vil præge af nye psykosociale adfærdsformer. Herved er det særligt interessant, at typologien “boligbadeværelse” især bruges inden for hoteldesign. Arkitekter og designere har her opdaget en slags forsøgslaboratorium, hvor de kan afprøve nye relationer mellem badeværelse og beboelsesrum uden at behøve at tage særligt hensyn til etablerede konventioner for det “at bo” – for der er jo ingen, som bor evigt på hotel. Omvendt søger vi som rejsende på hotellet snarere en afveksling fra vores hjemlige norm; småborgerligt kan vi også bo hjemme. Og fordi vi på hotelværelset som regel altid er private, bliver vi næsten automatisk mere dristige, når vi “prøvebor” boligformer, som vi aldrig ville vove hjemme – for at undgå ubehagelige spørgsmål fra gæsterne.
De modigere blandt os spørger naturligvis fra tid til anden sig selv, om man mon ikke også kunne tage de ophidsende bade-oplevelser med hjem for at få den hjemlige boligkultur på nyeste stand. Det er klart, at når badeværelsets funktioner rumligt integreres i boligområdet, vil ikke kun badeværelsets funktioner forandre sig, men naturligvis også beboelsens. Handlinger og personer, som førhen var skilt rumligt, befinder sig pludselig ved siden af hinanden og skal formidles med hinanden på en ny måde. Når for eksempel håndvaskene på hotel Almerigo i Alicante er flyttet fra badeværelset ud i entreen, opstår der en direkte forbindelse med afklædningen (foran håndvasken) og påklædningen (foran garderoben direkte ved siden af). Når et siddelandskab som på hotel Q i Berlin flydende går over i et badekar, opstår det spørgsmål, hvordan dette rumlige naboskab ville påvirke en samtale med en gruppe af mennesker. Og når – som på Downtown Standard Hotel i Los Angeles – bruseren kun er skilt fra dobbeltsengen med en glasvæg, åbner der sig muligvis helt nye perspektiver for forførelsen. Rent faktisk gør boligbadeværelset den klassiske vådcelles sanselige deficit mere end tydeligt. Det hvidflisede badeværelse har et lige så dårligt ry som et Dark Room oplyst af skærende lyst lys. Måske skyldes det jo vores nordligt-kolde klima. Det er jo virkelig påfaldende, at den private badekultur med sublimering af bekostelige materialer i dag især findes i lande med dårligt vejr. I Sydney har parcelhuse, som ligger i naturen, outdoor bathrooms, hvilket man snarere skal forestille sig som terrasser end som huse. Man tager brusebad under fri himmel, hører fuglene kvidre og indånder skovens eller havets duft. Sandsynligvis ville ingen der komme på den idé at bandlyse ritualet med afvaskelse af kroppen til et værelse et eller andet sted i husets bageste krog! På den baggrund forekommer alle de flotte badeparadisarmaturer fra det nuværende livsstilsbadeværelse at være forsøg på at bringe denne tropiske oprindelighed ind i de overskyede kolde breddegrader i Nordeuropa: Brusehoveder, som bliver større og større, indtil de helt går ud i et med loftet for at overskylle os med monsunlignende regnskyl; bølgebrusere, som midlertidigt får os til at føle os som i et vandfald; spabade, som blidt skal massere vores af arbejde forkrampede kroppe, osv.
Med denne “tilbage til naturen”-tendens i det moderne badeværelsesdesign vender det moderne badeværelse i princippet tilbage til sin historiske oprindelse i det sene 18. århundrede, da det at bade hjemme overhovedet kom på mode og afsluttede barokkens vandskræk, som havde varet to hundrede år. Datidens læger anså vandet for at være skadeligt. De troede, at det via porerne ville trænge ind i kroppen og blande sig med blodet, fremprovokere demens og skabe afhængighed af vand. I stedet for at bade gned man huden med parfumerede håndklæder og bar fornemt lærredsundertøj. Ved berøringen med kroppen ville stoffet løsne alt smuds fra huden, mente man. Jo mere kostbart undertøjet var, jo renere følte den sig, som havde det på. “Omkring midten af det 17. årh. skiftede de adelige skjorte dagligt, den velhavende bybefolkning hver tredje til syvende dag. I stedet for at købe et badekar, tillagde man sig som hofmand gennemsnitligt 30 skjorter. (…) Man skjulte sig bag parfumeret pudder og farvet sminke, hældte masser af parfume over sig og stak små duftposer ind under armhulerne og i tøjets folder.” 3) Bade tog man kun til medicinske formål. I anden halvdel af det 18. årh, ved begyndelsen af oplysningstiden, Rousseaus naturfilosofi og nye naturvidenskabelige erkendelser, vendte den fugtige badekultur langsomt tilbage igen. I begyndelsen var badeværelset dog mindre et værelse end en form for møblering. Fordi der endnu ikke fandtes rindende vand, var badekarret ikke fast installeret i et rum, men blev båret ind i et vilkårligt rum, hvor man ville tage et bad – ofte i salonen. Tilsvarende blev badekarrets design behandlet som et salonmøbel, ikke som sanitetsobjekt. “Kunstsnedkere overbød hinanden med ideer og håndværksmæssig snilde for at forvandle karrene til “badet i salonen”, som man tog i selskab i sit soveværelse, til ægte møbelstykker, som passede til tidens stil og var lette at transportere.” 4) Det egentlige badekar af fortinnet kobber blev udvendigt prydet med malerier og skjult som lænestol eller chaiselongue med påsatte polstrede armlæn. Det at bade var simpelthen en form for at bo. Dette “mobile badekar” dannede grundlaget for den badekultur, som opstod i det højere borgerskab i begyndelsen af det 19. årh. Da der ikke var rindende vand i boligerne, fik man leveret varmt vand hjem via leveringsservice pr. hestevogn sammen med et badekar. For at komme gennem trange trappeopgange benyttede man sammenklappelige badekar, som blev opstillet i boligens entré og fyldt fra spande med foropvarmet vand. Entréen, egentlig den borgerlige boligs mest offentlige rum, blev midlertidigt forvandlet til det mest private sted. I modsætning til de senere moderne badeværelser udgør det at bade endnu ikke en egen rumlig atmosfære, men indgår helt i boligens hjemlige miljø. Sådan blev det ved at være, indtil boligerne i de europæiske storbyer i 2. halvdel af det 19. årh. blev udstyret med rindende vand. På denne tid opstod det “engelske bad”, som vi i dag næppe ville kalde badeværelse, fordi alle sanitetsobjekter er skjult domestisk: Badekarret består af dobbeltvægget porcelæn, udvendigt beklædt med mahogni. Med sin integrerede brusekabine ligner dette badekar snarere en skriftestol til at ligge, men omkring århundredskiftet var det det sidste skrig i det fine selskab. Først i det tidlige 20. årh. begyndte man ikke længere at skjule badets funktion. Den nuværende tendens til boligbad synes at projicere denne historiske udvikling spejlvendt tilbage til fortiden. I en slags retro-science-fiction “genopdager” nutidens badeværelsedesignere mere og mere badet fra tiden inden badeværelsets opfindelse: Jeg bader, altså bor jeg.