J’étais une rebelle

Andrée Putman in conversation with Petra Schmidt

Der er strejke i Paris. En by i undtagelsestilstand. Metro og tog kører ikke længere. Men dette kaos synes ikke at genere Andrée Putman noget videre. Hun er sent på den, også hun har sine problemer med den vanskelige trafiksituation og naturligvis mange aftaler. Alligevel er den toogfirsårige helt rolig. Hun er og bliver en “Grande Dame”, under alle omstændigheder. Design-studiet Andrée Putman’s domæne er internationale design-hoteller. Det er ikke så mærkeligt. Det var hende, som udformede Morgans, verdens første design-hotel. Hun har netop gjort et luksus-hotel i Hongkong færdigt, som endog bærer hendes eget navn. The Putman er et luksuriøst lejligheds-hotel for forretningsrejsende, som gerne vil have et hotels service, men alligevel vil leve som hjemme.
Den, som synes, det er usædvanligt, at en designer på denne måde får et mindesmærke, kender ikke Putman. Hun har i flere årtier været en fast faktor inden for design-verdenen og regnes for at være den store ekspert, når det gælder stilspørgsmål. Hun opdagede mode-designere som Thierry Mugler og Issey Miyake, hun var ansvarlig for interiøret i det legendariske Concorde og lavede som den første med sit firma Ecart et nyt oplag af klassikere fra Eileen Gray, desuden arbejdede hun sammen med den store britiske filmregissør Peter Greenaway ved filmoptagelserne til The Pillow Book. Hun har ikke brug for noget mindesmærke. Hun er selv ét.

Petra Schmidt: Fru Putman, De kommer lige fra Paris’ indre by, som er lammet af strejken. Jernbanens tjenestemænd strejker for deres privilegium at gå i pension som 50-årige. De går stadigvæk på kontoret hver dag som mere end firsårig. Hvad mener De om det?
Andrée Putman: De er totalt skøre.

P.S.: De har i en høj alder startet Deres første firma.
A.P.: Da jeg var omkring halvtreds, begyndte jeg med Ecart og udgav design-klassikere igen. Dengang begyndte det virkelig. Så længe man ikke mærker alderen, burde man arbejde. Jeg føler ingen grund til at holde op.

P.S.: De har nu arbejdet i så mange år, men De har ikke studeret Deres erhverv. Hvordan begyndte Deres karriere som designer?
A.P.: Jeg syntes allerede som lille pige, at man burde forandre vore forældres huse. Jeg brød mig ikke om de bourgeoise nipsgenstande. Jeg syntes, Louis XVI-stolene og lysekronerne i mit værelse simpelthen var forfærdelige. Allerede dengang længtes jeg efter store, tomme rum, som ikke var proppet så fulde. Jeg plagede min mor og spurgte: “Hvornår må jeg leve med møbler fra vores tid.” Som 18-årig fik jeg min vilje.

P.S.: Men egentlig skulle De være musiker og ikke designer? I det mindste, hvis det var gået efter Deres mors forestillinger.
A.P.: Åh, ja. Min mor var meget ambitiøs. Men efter nogle samtaler med musikere vidste jeg, at jeg som pianist ikke ville kunne føre det liv, jeg havde tænkt mig. Jeg ønskede ikke at blive lukket inde på et værelse dag ud og dag ind for at øve på pianoet. Derfor forlod jeg pianoet og arbejdede først som stylist og journalist. Jeg var en lille rebel dengang.

P.S.: Hvad betyder “forlod jeg pianoet”? De spiller da vel endnu hjemme.
A.P.: Nej. Jeg har aldrig rørt et klaver siden. Forstår De, jeg spillede dengang på et meget højt niveau. Jeg var meget krævende. Men at spille til hjemlig brug ville blot være middelmådigt. Og middelmådighed er noget, jeg foragter.

P.S.: Hvordan kom De egentlig til New York i firserne?
A.P.: En ven, Didier Grumbach, havde skaffet mig nogle ordrer der. Jeg indrettede Yves Saint Laurents showroom. Derfor hørte jeg ganske enkelt til Yves Saint Laurents klike, og det åbnede mange døre for mig. Jeg lærte alle mulige herlige mennesker at kende, for eksempel Andy Warhol, Keith Haring og Robert Mapplethorpe.

P.S.: De må have haft en herlig tid dengang.
A.P.: Åh, ja. Jeg gik særdeles gerne ud. Jeg tror, natten viser menneskene fra deres bedste side. Om dagen drejer det hele sig jo kun om rivalitet.

P.S.: Det var også dengang, De mødte den nu bedagede kunstner Louise Bourgeois, som er en lige så udholdende person som De.
A.P.: Ja. Louise og jeg mødtes på et tidspunkt, hvor vi begge ikke længere var helt unge. Men vi kom straks godt ud af det med hinanden. Hun er skør og altid god for en overraskelse. Dengang gik vi på natklubben CBGB i New York, og vi brød os ikke om whiskyen der. Derfor havde hun en flaske whisky inde under sin frakke, som vi så drak.

P.S.: Var det også i løbet af en sådan nat, De fik ordren til det legendariske Morgans Hotel? For Deres ordregivere Ian Schrager og Steve Rubell var jo grundlæggerne af det legendariske Studio 54.
A.P.: Nej. Steve og Ian lod mig kalde ud i lufthavnen i New York. De havde overstået den store skandale omkring Studio 54 og var netop kommet ud af fængslet. De havde idéen til hotellet, men næsten ingen penge.

P.S.: Kom idéen til design-hotellet fra de to?
A.P.: Ja. Det var det første design-hotel overhovedet. Men den bygning, de havde fundet frem til, var virkelig afskyelig. Det var et hæsligt gammelt hus på Madison Avenue, hvor pushere og prostituerede mødtes. Da de førte mig derhen, troede jeg, det hele var en spøg. Jeg lo og sagde: “Vær nu lidt alvorlige og vis mig hotellet.” Men det var hotellet.

P.S.: Jeg går ud fra, at de ikke havde pengene til en bedre bygning.
A.P.: De havde hørt, at jeg også kan skabe flotte interiører med enkle midler, derfor gav de mig frie hænder. På grund af det latterlige budget fik jeg idéen med sort og hvid til fliserne. Jeg var virkelig nødt til at bruge de billigste fliser i hele de Forenede Stater. Først tilbød man mig lyserøde fliser. Men jeg sagde: “Udelukket!” Jeg spurgte efter hvide fliser. Dem kunne man naturligvis få, men jeg syntes, hvidt alene var for kedeligt. Så spurgte jeg efter sorte fliser. De fandtes også. Til sidst fandt vi det sort-hvide skakbrætmønster, som vi kombinerede med pæne håndvaske af metal og flot lys. Pludselig havde vi dette usædvanlige badeværelse, som blev varemærke.

P.S.: Man siger om Dem, at De har en særlig forkærlighed for badeværelser.
A.P.: For mig er badeværelset det vigtigste rum i en lejlighed eller i et hotelværelse. Jeg elsker tanken om at tilbringe en masse tid i badet, måske endog en hel eftermiddag med bøger og en kande te. At bade og pleje sig i fred og ro er noget helt vidunderligt og særdeles vigtigt for ens velbefindende.

P.S.: Man ser næsten ingen farver i Deres udkast. Heller ikke i badeværelserne. Kan De ikke lide farver?
A.P.: Nej, tværtimod. Jeg holder meget af farve. Men jeg mener, at interiøret skal være tilbageholdende. Det skal danne rammen, for eksempel til andre ting. For eksempel til kunsten, som jo også for det meste består af farve. Og i badeværelset er det helt anderledes. Netop i badeværelset er der så mange accessories, som er farvede, for eksempel flasker osv. Så har man rig mulighed for at sætte præg. Her er det ikke nødvendigt med farve.

P.S.: Hvordan griber De udformningen af et badeværelse an?
A.P.: For mig er badeværelset som et værksted. Man kommer ind i en mindre god tilstand og forlader det med et perfekt look. Derfor skal badeværelset også fungere som et værksted. Alt skal være inden for rækkevidde.

P.S.: Findes der noget materiale, De slet ikke bryder Dem om i badeværelset? Hvordan er det med gyldne vandhaner?
A.P.: Åh, nej. Jeg bryder mig slet ikke om denne form for at stille til skue. Derved drejer det sig jo alligevel bare om at demonstrere sin egen rigdom og dermed sin egen magt. Sådan noget søger man forgæves efter i mit interiør. Der findes til stadighed mennesker, som prøver at gøre indtryk på mig med luksuriøse armaturer. “Prøv bare at se. Disse vandhaner er af massivt guld.” Så kan jeg egentlig kun svare, at det slet ikke interesserer mig.

P.S.: Men hvad interesserer Dem så?
A.P.: Mit grundlag er beskedenhed. Jeg går ud fra de enkle ting. Det er jo også det, jeg er blevet kendt for. Det er vigtigt for mig at få en favorabel indretning til at virke værdifuld. Blandingen mellem enkle ting og værdifulde objekter fascinerer mig også. Denne blanding giver et rum den særlige fortryllelse.

P.S.: Hvordan ser det ideelle badeværelse ud?
A.P.: Badeværelset er for mig et sted, hvor jeg opbevarer meget usædvanlige objekter. Det får mig til at tilbringe mere tid der. Det er et sted for sanserne og meningsændring.

P.S.: De har mange gange indsat armaturet MADISON i Deres interiører. Hvad interesserer Dem ved MADISON?
A.P.: Jeg kan lide dette armaturs form. Det er så legende. Alene disse korsformede drejeknapper og bruserens form er meget, meget smukke. Det minder mig om tidligere tider, om begyndelsen af sidste århundrede. Jeg kan lide at kombinere det med meget klare og moderne former. Det er den eklekticisme, som udmærker mit arbejde.

P.S.: Hvad forstår De ved eklekticisme?
A.P.: Jeg kombinerer tingene sådan, som jeg personligt synes om dem, og sådan, som de efter min mening passer sammen. Jeg orienterer mig ikke efter nogen mode. De interesserer mig ikke. Jeg læser heller ingen design-tidsskrifter og ser efter trends.

P.S.: Har De en fremtidsvision for badeværelset? Hvordan vil vores badeværelse en gang komme til at se ud?
A.P.: Jeg er overbevist om, at badeværelsets betydning vil komme til at ændre sig. I fremtiden vil det være boligens centrum, på tilsvarende måde som dagligstuen. Naturligvis vil man ikke modtage sine gæster der. Ikke det. Men det er det rum, hvor det virkelig kun drejer sig om ens egen person. Her kan man trække sig tilbage og være helt alene. Ligesom køkkenets betydning har ændret sig i årenes løb og er blevet til det sociale centrum i enhver bolig, vil også vor indstilling til badeværelset forandre sig på langt sigt.