Ritual Architecture in the bathroom

Hvordan skal et rum være lavet, som ikke alene tjener legemlig renselse, men også muliggør en regeneration af legeme og ånd? Som i en stadigt mere hektisk hverdag danner et afslapningssted, hvor man kan tanke ny energi? En samtale med Mike Meiré, MEM-verdens arkitekt.

INVITATION TIL AT BLIVE
MEM’s verden præsenteres i et ideelt miljø, som ikke længere har noget tilfælles med det flisebelagte 6,5 m2 vådrum, som har etableret sig som standard-badeværelse på vore breddegrader. Dette vådrum har arkitekter ved grundridset hidtil oftest anbragt i et overskydende rum langs med den eneste installationsvæg – rummet skulle være lavet prisbilligt og først og fremmest funktionelt, for der var jo alligevel ingen gæster, som nogensinde fik det at se. Hvorfor skulle man lægge vægt på storstilethed, fine materialer eller godt lys i badeværelset, som i modsætning til opholdsrum eller køkken ikke opfyldte nogen form for repræsentative formål? Fordi badeværelset er det eneste rum, hvor man uden at blive generet og i fred og ro kan finde til sig selv, hvor ens eget legemlige og åndelige velbefindende står i centrum. Mike Meiré har taget mennesket og dets renselsesritualer som midtpunkt for sine overvejelser til den af Sieger Design udformede MEM, og han skabte på forhånd – allerede inden den konkrete produktudvikling – en helt ny badeværelsesarkitektur. Kristina Raderschad i samtale med Mike Meiré.

K.R.: Hvad var udgangspunktet for dine overvejelser til armaturserien MEM, som Sieger Design lavede udkastet til?
M.M.: I forbindelse med “Energetic Recovery systemet” har jeg for nogle år siden udviklet en slags pipeline, som skal skitsere ideen om fremtidens badeværelse. Herved blev jeg bevidst om, at der findes et andet renselses-plan, som badeværelset skal give mulighed for: Udover den rent legemlige også en åndelig renselse. Et plan, som går videre end wellness i almindelig forstand, altså videre end body-treatments udefra. Det drejer sig langt snarere om en helseproces, om re-balance, om at tanke ny kraft og energi. Først når badeværelset også opfylder disse ideelle funktioner, bliver det til et kulturelt sted.

K.R.: Hvordan skal et sådant badeværelse være skabt, som giver mulighed for regeneration af legeme og ånd?
M.M.: Badeværelset er det eneste sted i huset, som giver mulighed for at trække sig tilbage, finde ro og komme på det rene med sig selv. Vigtigt for mig var derfor aspektet afmaterialisering, en spirituel tomhed i stedet for et overfyldt rum. Rummet i sig selv defineres som det kostbareste gode, som så vidt muligt forbliver uberørt, men oplades med atmosfære. Jeg har udkastet et rum med storstilede dimensioner, hvor produkterne optisk viger tilbage. Men hverken udformningen af grundridset eller de viste møbleringselementer skal opfattes dogmatisk. De fungerer tværtimod som pladsholder for en idé. Enhver form for design skal holde sig tilbage for at producere ro. Jeg kan kun finde ind til mig selv, så at sige vende mit indre udad, i et så neutralt rum som muligt, som ikke træffer nogen formalæstetiske udtalelser, som distraherer eller belaster mig.

K.R.: Badeværelset bliver altså en slags klostercelle?
M.M.: Grundtanken ligner, men uden aspektet selvspægelse og fuldstændig isolering fra yderverdenen. I mit udkast udelukker jeg ikke verdens kompleksitet, tværtimod, jeg integrerer dens poetiske kvalitet i udformningen af rummet – og skaber et blik fra badeværelset til en slags Paradisets have, som symboliserer verdens mangfoldighed. Der er altså opstået en form for minimalisme, som dog samtidigt tillader en form for hverdagens poesi; et rum, som er tomt og alligevel sanseligt. Badeværelset bliver til en slags kapsel, hvor man kan stoppe op og blive – og hvor man ikke bare tilbringer ti minutter.

K.R.: Hvad er rumkonceptets væsentlige elementer – udover den allerede nævnte Paradisets have?
M.M.: Arkitekturen skal helst være noget selvfølgeligt, derfor er der valgt et langt firkantet grundrids. Uden at blive distraheret til højre eller til venstre kan man glide gennem rummet, som organiseres ved hjælp af et fast forløb af hverdagens renselsesritualer. Hvis man gennemfører disse ritualer mere bevidst, bliver de til en slags meditation og er således nøglen til velbefindende. Langs væggen fører en lineær håndvask med stor hylde ind i rummet. Her har ritualerne pleje og forskønnelse deres plads. Ved rummets hoved-væg er der indsat et vandbassin i gulvet. Det at bade bliver til ritual. I stedet for at stige op i karret lader man sig glide ned i gulvet som på gamle herregårde. Varmt vand sprudler frem fra væggen som fra en kilde, som føder bassinet. Oppefra regner en mild byge ned fra en bruser, som ikke ser ud som en sådan. Reduceret til en firkantet plade, som er integreret i loftet, definerer produktet sig kun som interface i arkitekturen. Fra karret strejfer blikket ind i et atrium med den førnævnte paradisiske have. Efter badet tager man plads på en træplade ved siden af bassinet. Den pude, som ligger parat, og røgelsespindene indbyder til ritualet at dvæle. Man tænder en af pindene, retter sin opmærksomhed på arkitekturens mindre vigtige detaljer, giver sig tid til at betragte, tænke efter, slappe af. Herved drejer det sig igen ikke om den konkrete pude eller røgelsespind, men om spørgsmålet: Kan man skabe et rum, som giver mulighed for ideelle funktioner, for eksempel den at holde inde og tænke efter – kan man skabe et rum, som indbyder til bevidsthedsdannelse?

K.R.: Hvilken rolle får i denne forbindelse det lys, som skinner fra tilsyneladende tilfældigt anbragte cirkelrunde huller i loftet?
M.M.: De runde “lyshuller” i loftet peger alle i samme retning. Hvis man slår sig ned på hvilesengen – som ligeledes synes at svæve for at tydeliggøre den lethed, man føler efter badet, den frigjorthed fra hverdagen, en slags floating – giver de en invitation til at reflektere og meditere. Den, som allerede en gang har ligget på den varme marmorblok i midten af en orientalsk hamam,
med blikket mod loftet, som er perforeret med utallige lysåbninger, ofte med farvet glas, kender den utroligt beroligende, næsten hypnotiserende virkning. Generelt er lyset elementært vigtigt i et rum, hvor vi også nøgne føler os godt tilpas, og som vi kommer ind i som det første om morgenen og som det sidste om aftenen. Forskellige lysscenerier svarer på de forskellige stemninger om morgenen og om aftenen – lyset er nogle gange inspirerende, nogle gange afslappende.