Hvorfor vi nu klæder os nøgent på

Der findes ting, som bagefter ikke så nemt lader sig forklare. Især når det drejer sig om det gamle spørgsmål om, hvorfor mennesket mistede sin pels. Med den ironiske slogan “I’d rather go naked than wear a fur” gik dyrebeskyttelsesorganisationen Peta for nogen år siden med en reklamekampagne og nøgne supermodeller til kamp imod at bære pels. Det ligner en af de nyere hypoteser om det forhold, at menneskets statelige pels er degenereret til den uønskede kropsbehåring, vi i dag er velsignet med. Ifølge den teori begyndte vi mennesker allerede for langt mere end en million år siden at vise vores hud. Lopper, flåter og lus havde plaget vores art så meget, at den egentlig af hygiejniske grunde smed sin pels. Fra nu af var det ifølge et team af britiske videnskabsmænd som smart og attraktivt at vise nøgen hud. For åbenbart blev den “nøgne abe” foretrukket ved partnervalget, hvilket kunne have understøttet sejrstoget verden over.
Men siden er der dog sket meget. For nu at beskytte de følsomme, ubeskyttede kropsdele mod varme og kulde blev der udviklet tøj inklusive et udspekuleret system af moder og maskerader, som hele tiden er blevet forandret og fornyet. Racister brugte de åbenlyse forskelle i hudfarven som middel til diskriminering. Samtidig blev nøgen hud til en slags supertegn på attraktivitet. Hvad enten man er bogholder eller topmodel: Hvis man ønsker anerkendelse i samfundet, har man, udover en veltrænet, slank krop, også brug for perfekt hud. Herved opstår der til stadighed en enorm modsætning mellem det tilstræbte “naturlige” udseende og det velproportionerede artefakt, vi har lavet vores kroppe til.
Egentlig var det kun et spørgsmål om tid, før man også kunne vise sin selvlavede luksuskrop nøgen på åben gade. Men nu er det så vidt, at hvis man ikke ved, hvad man skal tage på, går man nøgen. Nude Look lyder modeanbefalingen for 2010. Aldrig er det berømte effektivitetsbud for moderne udformning, at “mindre er mere”, taget mere alvorligt end med denne “nøgne modestil”. På lignende måde som inden for arkitekturen, hvor moderne bygninger bliver klædt af til skelettet, præsenterer moden sig nu også og gør én ting tydelig: “Under tøjet er vi alle nøgne”. Således dækkes og blottes kroppen af lette, chiffonlignende stoffer med varme puddernuancer, som rækker fra den engelske teroses sarte rosa over champagne-farvet til veritabel “kødpølsefarve”, og changerer mellem klædningsstykke og åbent levet nudisme. Især inden for showbranchen fyldes den nye minimalisme med liv. Den unge stjerne Scarlett Johansson understreger sine kvindelige former og sin veldrejede, ungdommeligt-uskyldige sex-appeal med Nude Look lige såvel som den ikke mindre attraktive skuespillerinde Angelina Jolie, som viste sig i den nye modefarve ved filmfestivalen i Cannes. Hendes Versace-kjole i dæmpet rosa, som mindede om sart kindrødt, indhyllede den berømte sex-gazelles krop, og samtidig viste en vovet slids de velformede ben. Hertil understregede en knaldrød farve hendes trutmund og dannede det bevidste kontrapunkt i hendes ellers fuldendt farveløse optræden.
Det er ikke så mærkeligt, at Jolie, der som bekendt gerne bærer sort, satser på de nye nuancer. For ligesom sort, hvid eller grå er disse pudder-beigefarver ikke rigtige farver, i det mindste ikke, når det er en lyshudet amerikaner, som har dem på. Langt snarere viser de fraværet af farve, for kjolen og den, som har den på, nærmer sig farvemæssigt. Der opstår et fuldendt vekselspil med blottelse og tilsløring, kropslighed og manglende kropslighed. Et spil, den britiske skuespillerinde Tilda Swinton er glimrende til. Hun, som med sine maskuline frisurer gerne viser sig androgynt, iscenesætter bevidst sine egne formers opløsning i en foldedragt af flydende, hudfarvede stoffer. Hun stiliserer sig selv til mode-ikon, idet hun på én gang synes at udgøre krop og kjole. Med denne usædvanlige optræden præsenterer divaen sig som utilnærmeligt kunstvæsen – som sagnomspunden fabelfigur, som vi også kender hende fra hendes film.
Men til trods for al moderne minimalisme kan man i historien også finde eksempler på lignende moderne vovemod. Fremfor alt chemisekjolerne, som blev moderne omkring år 1800, og som ligeledes blev betegnet som “nøgenmode”. Modebevidste damer fra den napoleonske tid bar under brystet rynkede, spindelvævstynde bomuldskjoler over hudfarvet undertøj. Den foregøglede nøgenhed udløste dengang naturligvis ikke kun beundring, men også forargelse og åben afvisning. Men de misbilligende bemærkninger gjorde kun lidt indtryk på modebevidste damer som for eksempel Napoleons hustru Joséphine og den berømte selskabsdame Juliette Recamier. Selv ved køligt vejr bar de deres luftige klæder, som for det meste var fremstillet af helt tyndt bomuldsmusselin eller batist, og fik ud over simple forkølelser til tider også farlige lungebetændelser, sygdomme, som hurtigt blev sammenfattet under det meget sigende begreb “musselinsygdom”. Men de oftest meget unge kvinder lod sig ikke bringe væk fra den nye mode, hverken med sygdom eller skandaler. Så vigtig var denne moderne form for befrielse åbenbart for dem.
Den amerikanske sociolog Richard Sennett, som er blevet berømt med sine pessimistiske udtalelser om moderne tider, ser det naturligvis mere kritisk. I hans teori om intimitetens tyranni kommer han frem til den opfattelse, at offentligheden før 1750 lignede en scene, hvor alle og enhver forstod at maskere sig i overensstemmelse med sin status og rang. Menneskene dengang spillede efter hans vurdering figurer som herre og tjener og var sig altid meget bevidste om denne iscenesættelse. Men legen er blevet til alvor. De dekorative tegn og maskerader er blevet standardiseret og derved frit tilgængelige. I dag bruger alle og enhver dette reservoir af tegn til personlig iscenesættelse, som ivrigt bliver studeret og tolket af omgivelsen. Enhver tatovering og ethvert tilbehør regnes ikke kun for tegn, men som det pågældende individs “virkelige” udtryk. “Jo mere ensformige kropsbillederne er blevet, jo mere alvorligt tager menneskene dem som henvisning om personligheden”, tror Sennett.
Hvor alvorligt de bliver taget, ved især aktionskunstneren Vanessa Beecroft, som er født i Italien. På grundlag af hendes egne spiseforstyrrelser fokuserer hendes performances på de gængse kropsbilleder. Hendes iscenesættelser med stort set nøgne kvinder minder kun ved første blik om mode-shootings eller catwalk-præsentationer. Langt snarere tematiserer hun med sine Tableaux Vivants af nøgne kvinder, som kun er beklædt med transparente strømpebukser eller med høje støvler, selvødelæggelse, erotik, modevanvid og det grænseløse forlangende efter bekræftelse og beundring. Hun beskriver sine iscenesættelser som “minimalistiske skulpturer”, hvor det ikke kun er hendes optrædende, som blotter sig, men også tilskuerne. Ikke, fordi de behøver at klæde sig af, men fordi de altid bliver del af det opførte stykke og uundgåeligt føler sig som voyeurer.
Det er netop det, som er dilemmaet med den offentlige nøgenhed. Selvom vi hemmeligt betragter interesseret, føler vi os dog yderst ubehageligt tilpas ved tilstedeværelsen af alle de blottede. Men da også Nude Look kun vil være et kort modefænomen, behøver vi ikke at ødelægge morskaben for os selv. Det er jo blot en leg med “kejserens nye klæder”. Og én ting vidste allerede Immanuel Kant: “Det er bedre at være en nar i moden end en nar uden for moden”.