Measuring the world

How The Matrix Captures Our Imagination

Egentlig manglede der kun krydderiboderne og de duftende fladbrød. Alt andet var det samme som på et orientalsk marked: Snørklede gyder, hyggelige pladser og høje mure – Frankfurts “design annual” 2006 på nye veje. Fra modernismens ubønhørlige messebilleder, boksen, voksede pludselig krogede gyder af 0,6 millimeter polyurethanskumplast. Byen kom fra computeren, eller rettere sagt: Fra Clemens Weisshaars digitale designlaboratorium. Designeren fra München arbejder som en byplanlægger med store modeller og grundrids, som føjer sig sammen til en temporær by. Weisshaar ser messer som feltlejre, “anarkistiske, midlertidige – og næsten ikke til at overskue”. Messestandenes skakbrætmønster – passé. Hvem ved efter den tredje drejning, hvor han befinder sig? Fra den nye billedtids blindgyde viser designeren vej til digitaltids-alderen. Ikke én mursten ligner den anden. Alligevel er der i løbet af kun 24 timer vokset en udstilling op, som fejrer selve det at udstille. Som emnepark, hvor tilskueren må opdage og erobre hver en krog på ny. Messe-flanører med rullende kuffert og bekvemme sko forvandler sig til opdagelsesrejsende med tropehjelm og machete. Den neutrale kapsel er ikke længere nok, en messe skal igen blive til en oplevelse, en sansernes fest. Dadlet, udskældt og alligevel reproduceret i det uendelige. Billedet er det modernes hersker, dets centrale udtryks- og konstruktionskerne. Det katapulterede fabrikkens maskinæstetik i masse(bolig-)byggeriets horisontale leje, udspilede det todimensionale plan, til boligen stod i beton og stål. Aldrig har fritid og fabrik været tættere på hinanden end her, i de forfabrikerede elementers additive march, som er blevet hængt ind i de bærende strukturer som delene fra et enormt puslespil. Billedet lovede den guddommelige treenighed: Endeløs, tidløs og allestedsnærværende. Bygninger lod sig fremover forlænge og udbygge i alle retninger. Deres fleksible stål- og betonkerne udviklede sig af de mindste rumlige elementer, cellerne, ensartet organisk indefra og ud. Tidligere gjaldt ordet: What you see is what you get. Struktur og overflade smeltede sammen, konstruktionen blev afbildet direkte på den ydre hud, som var holdt op med at være del af en bærende konstruktion. Men den var også holdt op med at love en hemmelighed, et løfte, som interiøret var nødt til at indløse.
Hvad det modernes bygmestre anså for at være en befrielse, blev i den store masse til monotoni. Ved billedet deltes meningerne. Det markerer arkitekturens triumfer lige så vel som bunden af byggeri uden sjæl, som har maskeret sin åndløshed med orden. I Brasilien og andre af efterkrigstidens byer, som er blevet til på et tegnebræt, bryder modernismens eufori sammen. I elementbyggeriet møder vi billedets bagside, den sjæleløse boligmaskine, som standardiserer mennesket og selv bliver til problem, til saneringstilfælde. Ikke så mærkeligt, at den postmoderne tid begyndte med at bryde billedet ned, da de første boligblokke blev sprængt og forsvandt i en sky af støv. Billedet står over ideologierne. Kommunistiske boligselskaber, som satsede på hurtig vækst og renteafkast, er på ingen måde bedre end deres kapitalistiske modstykker.
Nærmere beset er billedet selv ideologi, oplysningens største løfte, for det lovede jo intet mindre end beherskelsen af verden med lige så fornuftig som effektiv, universel planlægning, som ville overvinde enhver modstand. Fra modulernes æske med byggeklodser vokser den anden verden op, den regelmæssige, som kan reduceres til få grundstrukturer. Den forbinder småt og stort, flygtigt og holdbart, det samme, som Lego-klodserne lover.

TO GRAM UENDELIGHED

Perfektion står også i begyndelsen af denne teknik. Prægende er deres drømmemål for alle nye designere, konstruktører og arkitekter: 2,1 gange 1,5 gange 0,9 centimeter måler en Legoklods med otte nopper. Dens masse: To gram. I 1949 begyndte legetøjets succesrige historie for verdens bygherrer og plastvenner. Den uddannede snedker Ole Kirk Christiansen investerer i
en kunststofsprøjtemaskine og ser fremtidens byggemateriale i det kraftigt farvede plast. Akronymet Lego for “Leg godt” havde stået i firmaets navn i 5 år, men blev først beskyttet i 1954, da noppestenens succes begyndte at aftegne sig. Selvom Lego ved første øjekast minder om en almindelig mursten, så er denne sprøjtestøbte sten dog blevet det rationelle design, som er indbegrebet af det moderne. Systembyggeklodsen giver mulighed for simpelthen uendeligt mange kombinationer og symboliserer intet mindre end det modernes udvikling i minatureformat. Der findes omkring en milliard muligheder i seks sten med otte nopper hver. Disse plastdele får deres kraft af stikforbindelsen, hule rør danner noppernes pendant. Afbrækkede fingernegle og bidespor på stenene beviser, at dette systemlegetøj er næsten umuligt at ødelægge. Det er kun øjnene på de små designere, som er store, når de med deres tids mest moderne materiale prøver at skabe stadigt mere vovede konstruktioner. Selv Frei Otto kunne ikke lade være med at rose de små sten som eksperimenteringsmulighed for fremtidens store ingeniører.


Hvis Lego er et barn af billedet, er dets slot vokset på Kuhberg i den tyske by Ulm. Byens højere læreanstalt for design ville ændre hele efterkrigsverdenen – lige fra skeen til byen – og give den et nyt, systematisk udseende. Selv den bildende kunst og poesi var forbundet af et system, troen på via rationelt design at kunne trænge frem til nyt: 1950-ernes såkaldte konkrete poesi dannede slutstenen på denne “miljøudformning”. Sådan som Bauhaus-kunstneren Josef Albers kom frem til sin grundlære, “farvens interaktion” (1960), udvikler Eugen Gomringers konstellationer en “ordenes interaktion”. Digtning var pludselig kommunikation. Billedet havde også erobret sproget, som forinden de frit bærende konstruktioner fra f.eks. Konrad Wachsmann og Fritz Haller havde erobret verden. Endnu den dag i dag bliver man i arkitekturbureauer modtaget af hans stålbyggesystem USM. Fortrinsvis sort.

White Cube – Black Box

Flyvemaskinehangarer og diske, DIN-standard og systemmoduler, White Cube og Black Box: Billedet er det modernes grundstof. I så høj grad, at belgierne François Schuiten og Benoît Peeters i deres tegnefilm “Byplanlæggernes feber” fra 1989 viser byplanlæggernes vilde fantasier som et stålbillede, som sluger storbyerne. I dag åbner der sig nye muligheder for at lave systematik hinsides lineære strukturer. Teknik er ikke længere mod naturen, den er igen naturen. Det digitalmoderne laver et skræddersyet sæt tøj, som i dag kan se ud på én måde og i morgen helt anderledes. “Spildt arbejdskraft og ødelagt materiale” kaldte Adolf Loos i 1908
ornamentet og blev med denne udtalelse den helt igennem rationelle moderne tids meget citerede stamfader. Men for CNC-fræsemaskinen er det lige meget, hvad den skærer, blomster eller stikrækker. Og pludselig får gamle kvaliteter en ny betydning: For eksempel atmosfære, følelsen af at bevæge sig gennem en harmonisk vokset verden. Det, som hundredetusinder af turister søger i de gamle bydele i Regensburg, Barcelona eller Genova, følelsen af at fortabe sig og gå på opdagelsesrejse, giver nye muligheder. Frankfurt prøvede endog at aktivere den navnløse udstillingsgrund: Som fletværk af gyder og kroge, som ser spontane og uplanlagte ud, hvilket viser, at følelse og rationalitet ikke længere udelukker hinanden i fremtiden. Tværtimod. I billedet, moderne tiders basismodul, vil der blive indflettet legende elementer. Vi står ved overgangen til en moderne tid 2.0, hvis rationelle kerne tillader alle mulige forskellige anvendelser, hvilket kann sammenlignes med operativsystemet fra et forbundet computersystem, hvis overflade kan tilpasses individuelt. Blomster og tabeller på basis af et strengt billede. Hvem ville have troet det? Men det fungerer glimrende. Billeder er nemlig noget, man kan stole på.