Ideals or the enthusiasm for freedom

“Bestem dig ud fra dig selv”, lød den tyske idealismes credo. Men her drejede det sig ikke om egocentrisk selvrealisering, men om erotik og hengivelsens karisma. En udholdenhedstest: Indtast stikordet ideel på google. Straffen følger et museklik senere: Lige fra det “ideelle navigationssystem til festen” over “ideelle rejsemål” til det “ideelle afføringsmiddel” bruges som degenereret smagsforstærker et begreb, som tidligere var kernen i en kulturfilosofi, den tyske åndshistories største navne er forbundet med: Immanuel Kant, Johann Gottlieb Fichte, Georg Wilhelm Friedrich Hegel, Friedrich Wilhelm Joseph Schelling. Denne tænker-elite fik støtte af undtagelsesdigtere og litterater som Johann Wolfgang von Goethe, Friedrich Schiller, Johann Gottfried Herder, Novalis (Friedrich Freiherr von Hardenberg), Friedrich Hölderlin og brødrene August Wilhelm og Friedrich Schlegel. De henviste alle til Platon, idélærens græske overfar. Han havde opdaget “idea”, “ideen”, som drivkraft for al tænkning og ageren. Urbilledet på den sanselige fremtoning. Som højeste ide tænkte han det godes ide, for ham sandhedens og erkendelsens grund, det samme som den guddommelige fornuft.


Men i dag behandles ideer næsten udelukkende som banale bastarder af vareværdier, som de alene skal tjene. Idealer, på en vis måde ideernes rene form, som man også kan opfatte som herliggjorte, generaliserede ideer, må – som verdensfjerne efterslæt og uddøde fossiler – finde sig i en foragt, som rækker fra “ironisk grinende” til “kynisk nedladende”; og idealitet, ifølge Hegel “væren som forestilling”, møder allerede som ord på uforstående panderynkning fra alle sider. Og det til trods for, at en hel generation for omkring to hundrede år siden direkte eller indirekte blev antændt ved Platons geni for at forny sig selv lige fra grunden, i den tyske idealismes æra mellem oplysning, klassik og romantik. Denne epoke varede ikke meget længere end omkring tres år fra anden tredjedel af det 17. til første tredjedel af det 18. århundrede og har forbundet inspiration og gejst som ingen anden epoke hverken før eller siden. “Sapere aude! Hav mod til at bruge din egen forstand”, definerede Immanuel Kant i 1784 oplysningens devise, fem år inden den franske revolutions omvæltninger. “Idealismen”, skriver Friedrich Schlegel, “er i praktisk henseende ikke andet end denne revolutions ånd”, og som fremsynet supplement erklærer Fichte, Schelling og Hegel – idet de følger Rousseau – friheden som epokens mantra: “Mit system er fra først til sidst blot en analyse af friheden”, påstår Fichte, og Schelling generaliserer: “Enhver filosofis begyndelse og ende er – frihed”. Hegel tyder med sit universelle krav endog hele verdenshistorien som “fremskridt i bevidstheden om frihed”. Samtidig genopliver Kants elever Platons maksimer til deres oprørske generation, idet de opstiller en ny definition på forholdet mellem realitet og idealitet. Således udvikler Kant – ud fra den indsigt at “ideen ikke er andet end begrebet om en fuldkommenhed, som endnu ikke findes i erfaringen” – sin “transcendentale idealisme for alle fænomener” : “Rum og tid er kun vore anskuelsesformer, hvor materie besidder virkelighed som fænomen”. Fichte, Hegel og Schelling går ét trin videre, idet de definerer tilværelsen som en udelukkende subjektiv tilværelse og Jeg’ets realitet som eneste realitet. Hvor Fichte forstår “Jeg’et som absolut subjekt”, så beskriver Schelling det som “al filosofis begyndelse og ende, idet det er friheden”. Hegel, som sætter Jeg’et lig med sjælen, opfatter det som “det generelle, som er hos sig selv”. Og endelig Arthur Schopenhauer, en af de mest indflydelsesrige foregangsmænd for modernismens relativistisk-nihilistiske bevidsthed, agtet og æret af Friedrich Nietzsche, Richard Wagner, Albert Einstein, Thomas Mann til Samuel Beckett, udtrykker det dialektiske forhold mellem subjekt og objekt, realitet og idealitet klart og præcist, som det også ses i dag: “Hele verdenen af objekter er og bliver indbildning og netop derfor helt igennem og overalt i verden betinget af subjektet; det vil sige, den har transcendental idealitet”. Den indsigt, at målestokken for subjektivitet er bundet til idealitet og dermed til graden af den tilsvarende idealisme og netop ikke til materialisme, synes i dag nærmest at være begravet. Derfor hjælper det at beskæftige sig mere med prototypen for idealisme, den furios-geniale digter, dramatiker, filosof og æstetiker Friedrich Schiller. For forfatteren Rüdiger Safranski, som har viet ham en glimrende, anbefalelsesværdig biografi, har Schiller ligefrem opfundet den tyske idealisme. “Friheden som eventyr var Schillers lidenskab”, noterer Safranski, “og derfor blev han det sene 18. århundredes Sartre. Schillers idealisme består i den overbevisning, at det er muligt at beherske tingene i stedet for at lade sig beherske af dem. Ligesom Sartre erklærer han: Det kommer an på at skabe noget ud af det, man er skabt til.”


Fantastisk moderne destillerer Schiller essensen ud af Kants filosofi og modellerer den om til én eneste kort sætning: “Bestem dig ud fra dig selv”. Men hverken han eller Kant forstod selvbestemmelse sådan, som det i dag er almindeligt, som ubremset egotrip til opfyldelse af mere eller mindre pinlige konsumønsker. For det drejede sig netop ikke om infantil egocentrisk selvrealisering, den håbløse roteren om sin egen tomhed. I stedet fulgte den tyske klassiks og romantiks idealister deres “produktive indbildningskraft” (Kant) og opdagede, at selvbestemmelse var den nødvendige forudsætning for at overvinde utilitarismen, det endimensionale nyttighedsprincip, og at vinde kreativitetens uendelige frie plads. Derfor kan Schiller definere skønhed som “frihed i åbenbaringen”, og kort efter kan Novalis endog prise hele eksistensen æstetisk: “Idet jeg giver det almindelige en høj mening, det sædvanlige en hemmelighedsfuld anseelse, det kendte det ukendtes værdighed, det endelige et uendeligt skær, romantiserer jeg det.” En brise af hin opbruddets entusiasme, hin frihedens karisma ville bekomme vor samtid godt. Et pust af hint overvældende hymniske temperament, som gennemtrænger Schillers ode, som af Beethoven kongenialt er blevet sat i musik, “Freude, schöner Götterfunken … diesen Kuss der ganzen Welt!”, kunne måske hjælpe med til at optø vore dybfrosne sjæle. For vi er blevet til ofre for en brutal materialisme, helt igennem “af-idealiserede”, som Alexander Gorkov, forfatteren til den herligt gådefuldt komiske roman “Mona”, karakteriserer sin helts holdning, en specialist for kølekædesystemer. Desværre er den fremherskende egoisme nærmest overalt kun materialistisk determineret, ikke længere idealistisk præget. Hvor enhver og alt bliver til mærke, er idealer også kun interessante under udnyttelsessynspunkter, som strategiske elementer af charity-arrangementer, som fremmer image og afsætning.


Heldigvis rører der sig på det sidste et vist ubehag over den totale gørligheds og manipulations u-etos. Og det vækkes ved klimaforandring og globalisering, hvilket er vor jordiske skæbnes paradokse ironi. Således ser det ud til, at lige netop de smeltende polkalotter bidrager til en vis afisning af den postkapitalistiske froststivhed: Eco-Glam i stedet for Ego-Glam hedder nu mottoet for stadigt flere medmennesker. Selv om det herved primært igen drejer sig om overdrevet markedsført “Fair Trade”, fair handlen og økologisk “grøn” – altså miljøbevidst – business, så er den nye, såkaldte etiske kapitalisme alligevel et lyspunkt. Med udsigt til en ny idealisme? I det mindste kan vi af idealismens helte lære, at der findes værdier uden for markedsføring og gørlighed: Kærlighed, venskab, tryghed, tillid. Og den, som endnu mangler mod til romantisk idealisme, han kan begynde med Jean Paul Sartres eksistentialistiske idealisme, hvis maksime lød: “Ethvert menneske personificerer hele verden.”