Transforming a classic

Man kan glimrende skændes om, hvad der er en klassiker, og hvad ikke. Oprindeligt stammer begrebet fra den romerske skatteret fra kejsertiden. En classis tilhørte den højeste skatteklasse. Adjektivet classicus overføres senere af den romerske forfatter Aulus Gellius (ca. 175 e. Kr.) til den litteratur-æstetiske diskurs. Herfra virker den ud på alle områder af kreativt arbejde. Det er blevet betegnelsen på en som normdannende anerkendt kunstepoke, men bruges efterhånden inflationært for at betegne repræsentanter og værker fra forskellige områder og perioder.

KLASSISK SOM KONCEPT
Begrebet “klassisk” bruges ofte for at idealisere historiske epoker. Som det antikke Grækenlands klassiske periode regnes tiden mellem den ioniske opstand mod det persiske herredømme (500 f. Kr.) til den peloponnesiske krig (indtil 431 f. Kr.). I denne epoke blev grundlaget for den vestlige filosofi, for medicinen, arkitekturen, litteraturen, teatret og den politiske forfatning lagt. Også Aristoteles’ skelnen mellem form og materie stammer fra denne tid, som også er vigtig for design. Når man i Tyskland taler om klassik, så drejer det sig om den litterære klassik i det 18. århundrede, om Wieland, Goethe, Schiller og Herder, en dialogisk beskæftigelse med politik og æstetik fra tiden efter den franske revolution. Eller der tales om den musikalske Wiener klassik, som blev præget af Haydn, Mozart og Beethoven, og som efterhånden – fordi den er enkel og afholdt – som begreb på klassisk musik straks omfatter flere historiske epoker af klangudformningen. Betegner man Tara, armaturet, som opstod i 1991, og hvis arketypiske karakter omhyggeligt blev plejet af producenten Dornbracht og designeren Sieger Design, som klassiker, kan dette i begrebets oprindelige forstand måske i første omgang forekomme problematisk. Indtil for nylig var begrebet “langlivet design” ret udbredt, men mange langlivede udkast er i seneste tid uden videre forsvundet fra markedet. Selv den traditionelle opfattelse af klassikeren er forældet. For det er muligt at arbejde på klassikeren, arbejde på en myte. Kultstatus kan tildeles en genstand, men også tages væk igen. Standarder indebærer risikoen for stagnation. Men klassikeren har potentiale til at tilpasse sig ændrede forhold. Den er åben for en betydningsændring. Årsagen til klassificeringen er ikke for eksempel sløset sprogbrug, men forandringen af verden, for eksempel ved digitalisering, ved stadigt nye produkter og afsætningskanaler. Også ved TARA har der længe fandtes en TARA ULTRA og tilsvarende også en TARA CLASSIC. Begrebets brug og indhold er underkastet en hurtig forandring. Attributtet, som hævder, at et produkt, en tjenesteydelse eller en oplevelse er klassisk, hører til blandt de reklameløfter, hvis betydning synes relativt klar.

KLASSIK SOM PROJEKTION
Klassikere spiller en stor rolle i den æstetiserede livspraksis. Karsten Hintz, ansvarlig for shoppen ved “Bauhaus-Archiv” i Berlin, skriver i et bidrag til bogen “Bauhaus” (udg. Jeannine Fiedler og Peter Feierabend, Køln 1999) umisforståeligt “vores billede af Bauhaus er præget af imitationer”. Og videre: “Udvalget af de fremstillede genstande har at gøre med vores nuværende æstetik, ligeså vel som de forandringer, som er foretaget.” Mest påfaldende er det ved Breuers stålrørsstole, som i 1920-erne “oprindeligt var bespændt med stof – aldrig med læder”. Dette kunne være kraftigt farvet som den lakerede ramme; “i dag måske for uprætentiøst og levende for en klassiker”. Videre skriver Hintz: “Intet Bauhaus-produkt har i højere grad været udsat for fetichisme og knæfald for originalen end Bauhaus-lampen. Men netop af den findes der ikke nogen “original”. Først re-designet blev til klassiker: Den i dag så ofte citerede proportion af alle delene er først blevet udviklet i 1980, da Wagenfeld reviderede lampen.” Og selv denne revision er senere – til produktets og dets køberes bedste – blevet forandret og forbedret. Billedet af klassikeren: Det opstår ikke mindst i betragterens hoved. “Geometriske grundformer, primærfarver og genstandsløshed”, skriver designhistorikeren Gerda Breuer i sin bog “Die Erfindung des Modernen Klassikers” (Opfindelsen af den moderne klassiker) (Stuttgart, 2001), “hørte i 1960-erne til de nye konventioner blandt en kunstneravantgarde, som fastlagde sine elementer for et autonomt formsprog”. Hermed beskriver hun tidsånden fra en epoke, som i høj grad prægede vores billede af 1920-ernes avantgarde, idet den relaterede til denne.

SELVLIGHED SOM KONCEPT
Inden for bilindustrien voksede klassikerkvaliteterne pga. produkternes holdbarhed, godt hjulpet på vej af en evolutionær designforståelse. Mange producenter prøver på at lade en models designarv virke videre i efterfølgermodellen. Med Nissan “Figaro” – en limiteret edition fra 1991 – opstod den idé at citere historiske epoker ved bildesignet. VW New Beetle i 1998 og New Mini fra 2001 er de første seriebiler, som “lånte” fra klassiske koncepter. Mini’en, som opstod for 50 år siden, er blevet transformeret over i nutiden, som grundlag for et dynamisk livsstils-mærke. Klassikere er ikke noget statisk. De er nødt til at forandre sig, så snart deres usædvanlige eksistens ikke længere udtrykker anerkendelse, men fraløsning fra realiteten. Derfor har klassikere brug for
transformationen, til tider også for radikale kritiske spørgsmål, sådan som designere som Alessandro Mendini og i nyeste tid Marten Baas og Martino Gamper har stillet – de er nemlig gået i lag med klassikerne. Således iscenesætter Tara nu med hvidt og sort 1960-ernes farveløshed, opfinder en ny avantgarde og lader os fremstå forandret.